,

BBCs VR-chef: Mindst fem år, før VR er mainstream

Optimistiske men realistiske Zillah Watson holdt keynote ved årets VR-konference for journalister i Berlin. Realities snakkede med VR-frontløberen.

Zillah Watson har et imponerende VR-CV. Hun er en tidlig frontløber for den journalistiske brug af rigtig virtual reality (og ikke blot 360-graders video), hun står i spidsen for BBCs VR hub, og hun skrev tidligere på året rapporten “VR for news – the new reality” for Reuters, hvor hun rejste jorden rundt for at interviewe journalister, der beskæftiger sig med VR.

I slutningen af september var hun i Berlin for at tale ved VR Conference 2017, der er målrettet non-fiction storytellers.

Konferencen foregik på et gammelt krematorium i Berliner-bydelen Moabit

Hun fokuserede særligt på problemerne, journalister har med at lave noget, der rent faktisk bliver set.
“BBC har planlagt ud fra, at 20% af brugerne vil have headsets i 2020. Det tror jeg ikke på længere.”
Alting i VR-land er grundlæggende sværere end BBC havde forventet, da de gik i gang. Hun fremhævede blandt andet versionering som en overraskende tung omkostningspost. Og så rådede hun producenter til at gå efter temaer, som normale mennesker kan forholde sig til:

“Vi lavede en stor satsning om ‘the Easter Rising’ i Irland i 1916. Men den er meget ukendt i Storbritannien, og det er altså svært at få folk til at interessere sig for noget, de slet ikke ved noget om. Det havde været bedre at satse på et emne, folk havde et forhold til i forvejen”.

BBC vil eksperimentere ufortrødent videre, men de er i en speciel situation, hvor de har råd og manpower til at lave eksperimenter: “BBC er så stort, at to mand kan lukke sig inde i et rum dag og nat, lære Unity og komme ud tre måneder senere med noget fantastisk.”
Hun mener ikke, at non-fiction VR lige nuer noget alle mediehuse bør rode sig ud i – langt fra. Det er for dyrt at lave, og publikum er der bare ikke endnu.

BBC-rapport: En lang række problemer forhindrer udbredelse af VR

Zillah Watson præsenterede resultater fra en BBC-rapport, om hvordan almindelige mennesker rent faktisk reagerer på at bruge VR-headsets i deres private hjem. Resultatet var, som englændere siger, sobering. Den gode nyhed er, at VRs magi og fascination stadig lever hos folk, der prøver det første gang. Men derfra tårner problemerne op – det illustrerede Zillah således:

Et bud på en opsummering: Der skal være et fysisk rum, man kan se VR i, der skal være et sikkert socialt rum, hvor man ikke bliver gjort til grin, man skal kunne finde ud af, hvordan man bruger HMD’et, man skal kunne finde de gode VR-oplevelser, ikke få det dårligt, have en god Wi-Fi-forbindelse og ikke få ondt i nakken.

Det vrimler med fantastiske VR-oplevelser

“Man skulle måske ikke tro det, men jeg er faktisk optimist,” proklamerede Zillah henimod slutningen af sin keynote, efter at hun havde hamret sin pointe om, at VRs folkelige gennembrud ikke står lige for døren godt og grundigt fast.

Optimismen skyldes VR-producenterne og var især spiret af et besøg på IVRPA-konferencen i Wien i sommers: “Der bliver produceret nogen helt fantastiske oplevelser. Den bølge, der er i gang nu, er helt banebrydende.”

Det næste skridt er ifølge hende, at “VR skal ud af tech- og ind i kultursektionen af aviserne”.
Med lokale øjne kan vi jo glæde os over, at initiativer som VR-kunstudstillingen i Copenhagen Contemporary netop er blevet anmeldt i kunst-sektioner af aviser, som f.eks. hos Politiken.

VR-vinteren var et diskussionsemne på konferencen i Berlin, hvor flere producenter mente, at den europæiske VR-branche pt er presset. Men budskabet fra Zillah Watson var klart: Hæng i, og bliv ved med at producere fantastisk indhold, så skal resten nok komme.

The Guardian, Arte og otte andre VR-producenter sejrer ved Raindance Film Festival

BBCs VR-chef: Mindst fem år, før VR er mainstream