, , ,

Fotogrammetri: Fremtiden for VR?

Vores Berlin-baserede navnebrødre Realities er ved at genskabe verden i foto-realistisk VR, så du kan gå på opdagelse overalt.

Ved dette års VR-konference for non-fiction storytellers i Berlin fik jeg chancen for at gå opdagelse i “The Haus”. Inde i et Vive-headset kunne jeg frit undersøge dette fem etager store kunstprojekt, og det var en fantastisk oplevelse.

The Haus var et street art projekt af en helt special kaliber: I foråret blev en fem-etagers bygning beliggende centralt i Berlin indtaget af over 150 artister, der dekorerede huset, så de 10.000 fremstod som et enormt kunstværk. Det unikke ved projektet er, at huset kun stod åbent for offentligheden i to måneder. Så blev bygningen jævnet med jorden. Samtidig eksisterer der meget få fotografier derindefra, for det var strengt forbudt for tilskuerne at tage billeder. At opleve The Haus var de færreste forundt.

Enter the scene: VR-selskabet Realities.

Realities arbejder med room-scale fotogrammetri: Ved at tage en enorm mængde billeder, kan software regne de volumetriske data ud og omdanne billederne til et 3-dimensionelt rum. Således kan folk gå rundt i modeller med en grad af detaljerigdom, der praktisk taget er umuligt at genskabe i computerprogrammer som Unity.

Inde i VR-huset har Realities indlagt videoer, oprindelig optaget foran en green screen, hvor kunstnerne fortæller om deres værker. Oplevelsen fik mig til at drømme om at kunne gå på en guidet VR-tur i Ungdomshuset før det blev revet ned. Teknologien er der nu, det handler bare om at få taget billederne, mens tid er og bygninger stadig står.

Realities har som ambition at lave fotogrammetriske modeller af snart sagt hele verden. De er der ikke heeelt endnu, men har du en HTC Vive kan du således downloade deres app via Steam og gå på opdagelse i fotogrammetriske modeller af Alcatraz, Kölns katedral, Californiens Death Valley og meget mere. Alt sammen gratis, for Realities ser sig snarere sig selv som et kunstprojekt end en normal forretning.

 

 

 

BBCs VR-chef: Mindst fem år, før VR er mainstream

Fotogrammetri: Fremtiden for VR?