, , ,

Makropols Mads Damsbo vil mere end bare VR

Realities snakker med den prisvindende producer om Anthropia, hybriden mellem VR og performancekunst og Makropols fremtidsplaner

“Det var godt nok vildt.”

Den midaldrende kvinde kigger først venligt hen på mig, før hun drejer sig rundt mod sin mand, der er fulgt ud af udstillingshallen hos Copenhagen Contemporary efter hende. De har været i virtual reality for allerførste gang. Turen gik til Anthropia, en 60 minutter lang VR-oplevelse, der kører indtil den 26. november.

Jeg møder dem i ventesalen, hvor jeg efter instruktion har taget sko og sokker af og pænt venter på at få lov til at komme ind. Man skal være booke tid i forvejen og i øvrigt være tålmodig. Der kan kun være to gæster i udstillingshallen ad gangen.

”Altså, det er ikke uhyggeligt på sådan en gyser-måde, men det sætter nogle dystre tanker i gang. Tænk, bare hvordan VR kan bruges til tortur,” funderer kvinden, da jeg spørger, hvordan det var. Så kigger hun igen på sin mand og udbryder: ”Nu skal vi godt nok have en øl!”

Realities’ udsendte med en computerrygsæk på ryggen og en golfkølle i hånden, dybt inde i Anthropia. (foto: privat)

’Wow’ og ’fuck’ på samme tid

Mads Damsbo, der er stifter af Makropol, er begejstret, da jeg senere fortæller ham om mit møde med parret:

”Det er jeg glad for, at hun sagde. Vi ser det som vores job at undersøge både potentialet og risikoen ved de nye teknologier på samme tid. Så når gæster kommer ud og har haft en lidt dobbelt oplevelse, så er det lige præcis det, vi gerne vil have. De skal helst komme ud og tænke ’wow’ og ’fuck’ på samme tid.”

Jeg har sat Mads i stævne for at snakke om Anthropia og om Makropols ambitioner med virtual reality. Makropol vandt en pris i kategorien ’Best Of’ ved dette års CopenX-festival for Doom Room. Det er historiefortællere med ambitioner.

Hvad skal Anthropia?

I Anthropia går man rundt med et HTC-Vive headset på en mingolfbane, der både eksisterer virtuelt og i den fysiske virkelighed. Man kan frit gå rundt og udforske rummet, men hovedattraktionen er fem forskellige baner, der hver gemmer på en fem-minutters 360-graders video, som man aktiverer ved at skyde golfkuglen i hul.

Makropols stifter Mads Damsbo (foto fra LinkedIn)

Hvad er det, I gerne vil fortælle med det her værk?

”Anthropia er jo en henvisning til Utopia, en idé om noget, der er større end os selv, en ny og bedre virkelighed vi konstruerer. Men Anthropia er hverken utopisk eller dystopisk, det er bare et menneskested. Mennesker er i centrum, og de har ansvaret.  De konstruerer en virkelighed med regler, logikker, love. Værkerne er på den måde en slags fremtidsbilleder.

Det første værk beskriver f.eks. en familie, der har forskanset sig i en campingvogn, fordi røg har overtaget verden og alle går rundt som zombier udenfor. Inde i campingvognen sidder de så og er nostalgiske og tænker tilbage på den gang de havde et hjem. Så det et billede af en parallel virkelighedsfremtid.
For os har det været interessant at sige, okay, hvis vi lader alle kunstnerne tænke på nogen potentielle fremtider for menneskets sted, hvordan ser det så ud, og hvordan skal vi reflektere over det.”

Hvordan reagerer folk normalt?

”Der er mange, der går ud derfra og ikke helt ved, hvad de skal sige. Det har jo både undertoner af noget, der er svært og dystopisk, men samtidig er der et sjovt spilelement i, at det hele er en minigolfbane, som man går på opdagelse i. Så der er ikke noget entydigt i det her værk.

Det tager en time, så det tester grænserne for, hvor længe man kan være i VR. Det er lang tid både for teknik og publikum. Der er nogen, der kommer ud derfra og er sådan ’yes mand, giv mig mere, det tog da kun en halv time’. Men der er også nogen, der har fået det lidt for varmt og er blevet lidt for svimle og måtte stoppe. Det er også fint nok. Det er et eksperiment og et progressivt projekt, der godt må skubbe til nogen grænser.

Det, der i særlig grad er spændende, er, at den her oplevelse er en hybrid-oplevelse. Du er både i VR, og der er en matchende fysisk virkelighed. Det er egentlig ret unikt, og ikke noget man lige gør derhjemme.”

Mere end blot VR

Hybrid-oplevelser er kendetegnende for Makropols værker. De er ikke tilfredse med at invitere læseren ind i et 360-graders univers, der skal helst også ske noget i den fysiske virkelighed. På den måde er deres projekter meget mere end virtual reality. Det er performancekunst, installationskunst og teater i skønsom blanding med ny teknologi.

“Minigolfbanen fungerer som ram, fordi hver bane kan være et symbol for noget større, og samtidig er der en logisk progression, publikum skal gå fra bane 1 til bane 5,” forklarer Mads Damsbo.

”Vi kigger meget mod immersive theater, når vi skal inspireres. Vi synes egentlig ikke, der bliver lavet så meget VR, der er godt nok. Og de ting i VR, som viser en ny spændende retning, er ofte i forbindelse med noget live. For eksempel så jeg et fantastisk værk i New York for nogle uger siden. Det hedder Alice og er lavet over Alice i Eventyrland. Du er Alice og bliver med VR-briller ført ind i Alices verden. Her møder du en stor kanin, der er virtuel, men helt tydeligt også eksisterer som en skuespiller i virkeligheden, for I har en dialog, hvor han peger på hvorfor noget tøj du har på, og hvordan du ikke er Alice. Det er et interessant sammensurium af følelsen af at være inde i en konstruktion, samtidig med at du rent faktisk er til stede, du kan høre dig selv tale. Der er noget vildt spændende i den blanding.”

Hvad har I lært af at lave Anthropia?

“Den kedelige læring har været, at man skal være bevidst om, hvad der er teknisk muligt, og indstille ambitionsniveauet efter det. Den sjove læring er, at vi har set, hvor enormt forskellige publikum er. Der er virkelig forskellige tolkninger og forskellige måder, man oplever det her værk på. Og det skal vi tage højde for. Man kan give en vis grad af frihed til publikum, men man bliver også nødt til at tage en vis grad af frihed fra dem, så vi kan sørge for, at de får en oplevelse vi kan stå inde for.

Makropol er sprunget fra en filmbaggrund, så vi er vant til at bruge skuespillere, og arbejde med optagelser, som vi klipper og redigerer i en rækkefølge, så du får en fortælling. Men det har jo vist sig, at folk virkelig tænder på de her mellemperioder, hvor man opdager ting, og hvor oplevelserne startes, fordi man gør noget. Så jeg tror, det er noget, vi kommer til at undersøge meget mere fremadrettet: Hvordan får vores fortællinger større interaktionsfrihedsgrader, og hvordan bruger vi den teknologi der findes nu til det.”

Har I nogen tanker, om hvordan I vil gøre det?

“Alle vores kommende projekter er mere åbne for publikums indflydelse. Nogen skal du sågar se i dit eget hjem. Det næste store projekt vi har, er et decideret teaterstykke, hvor vi bruger ny teknologi, på måder som publikum ikke har set før.”

Kan du sige noget om det?

“Jeg ved ikke, hvor meget jeg egentlig må sige. Det bliver en helaftensforestilling, hvor du kommer og er med, ikke i et klassisk teaterstykke, men snarere i en kult, en sammenkomst af mennesker, der vil vise dig ting som ’is gonna blow your mind!’”

Er der VR inde over det?

“Det er der også. Men det bliver rimelig bredt. Der er noget VR, noget kunstig intelligens, vi skal også lege med noget tankelæsningsteknologi, med alt muligt. Det bliver en meget spraglet teknologisk oplevelse, en collage af en masse medier.”

Den ildevarslende 2D-trailer til Anthropia

 

Anthropia kan opleves i Copenhagen Contemporary i København indtil den 26. november. Billetter koster 125,- og skal bestilles i forvejen. Den giver også adgang til en udstilling med VR-kunstværker, der er udviklet af forskellige artister og produceret af Khora Contemporary

 

 

 

 

 

VR-oplevelse vinder Oscar for første gang

Makropols Mads Damsbo vil mere end bare VR